Nogle gange spiller omstændighederne dig et puds. Det skete blandt andet, da jeg af madmagasinet Gastro havde fået til opgave at portrættere kokken Thomas Laursen til en artikel.

Det blev en opgave, hvor jeg blev godt snydt at omstændighederne og måtte smide alt planlagt over bord for at få et bedst mulige portrætfoto i kassen.

Thomas Laursen er kendt som Urtekonge, og han bidrager til det nye nordiske køkken med inspiration, smage og de berømte ”Noma-myrer”. Jeg kender ham i forvejen og har før taget billeder af ham, hvor han samler urter i den danske natur. Derfor blev vi også ret hurtigt enige om, at portrætbillederne skulle skydes i den fri natur, hans rette element.

 

Thomas Laursen 07

De kunstneriske overvejelser i portrætfotografering
Opgaven var sådan set helt fri, men jeg havde i forvejen gjort mig tanker om, hvordan vi skulle lave disse portrætter, og jeg havde stillet nogle retningslinjer op for mig selv:

  • Billederne skulle laves i en skov, og det skulle være en nåleskov, sådan at de manglende blade på træerne ikke skulle afsløre, at billederne var taget mere end en måned før magasinet udkom.
  • Billederne skulle være lidt opstillede. Det skulle ikke være det sædvanlige reportagebillede med en urtesanker, der kravler rundt på knæ i skovbunden.
  • Lyset skulle være markant flashlys, det skulle faktisk helst ligne kunstigt studielys.

Det var måske et lidt mærkeligt valg at bruge et kunstigt lys i naturen, men jeg ville gerne lave noget andet end de sædvanlige billeder af en urtesanker på knæ i mulden. Dem har jeg taget før, og den typer billeder har Gastros læsere ikke mindst set før. Derfor ville jeg skabe noget andet, en abstrakt konstellation, der måske bedst kan beskrives, som en kombination af David LaChapelles surrealistiske modebilleder og Helmut Newtons statiske modeller i en noget mere realistisk virkelighed.

 

Bts Gastro Thomas Lauersen 02
Bts Gastro Thomas Lauersen 06

Ramt af naturen


Når man er på en fotoopgave i naturen, er der selvfølgelig altid spørgsmålet om vejret. Derfor var det også vigtigt for mig at lægge en plan, der ikke var afhængig af bestemte vejrforhold, og det var grunden til, at jeg havde valgt flashen som udgangspunkt.

MEN da vi så stod i skoven, kameraet var indstillet, lamperne sat op, og alt var tilrettelagt ned til mindste detalje, var der alligevel noget, der gik galt. Jeg blev simpelthen ramt af naturen. Midt i skoven forsvandt skyerne pludseligt, og solen kastede sine stråler ned mellem træerne. Jeg blev opmærksom på det spil, der var mellem lys og skygger, når solen gennemlyste de visne blade og fik deres skeletter til at stå frem.

Pludselig kunne jeg godt se, at alt, hvad jeg havde forberedt til fotoskydningen, måtte kasseres, og det var ikke længere en god idé at modarbejde det naturlige lys med en flash for at lave et særligt kunstigt look. Derfor ændrede jeg hurtigt indstillinger af kamera og lys, så jeg frem for at modarbejde dagslyset, underbyggede og i nogen grad forstærkede det.

Og så brugte jeg noget, som jeg altid har med, men sjældent bruger. En røgpatron. Der var en let morgendis i skoven, men ikke så markant som jeg ønskede. Disen måtte gerne omslutte Thomas noget mere. Efter et par minutter havde røgen fra patronen blandet sig med disen og dannede et smukt slør, som fangede og forstærkede solstrålernes spil mellem træernes grene.

 

Bts Gastro Thomas Lauersen 10
Bts Gastro Thomas Lauersen 11
Thomas Laursen 05
Thomas Laursen 03

At fange momentet


Den slags professionelle portrætter i naturen kræver en høj grad af fleksibilitet og omstillingsparathed. Naturen kan som her ændre fuldstændig på alle dine gode intentioner og planer for et godt foto. Men det kræver også, at man har udstyret med sig for at kunne følge flowet, og i den henseende går jeg altid med livrem og seler. Bilen er gerne pakket til bristepunktet, for jeg vil hellere have en lampe for meget med, end pludselig stå og mangle den, hvis den kunne have skabt lige præcis det rette billede, som situationen og inspirationen gav mulighed for.

Da jeg nu havde taget udstyret med, tog jeg for en sikkerheds skyld et par portrætter af Thomas på hvid baggrund til fritlægning, så redaktøren og grafikeren havde alternative billeder at arbejde med. Men denne fotosession viste som så mange andre, hvordan man som professionel fotograf en gang i mellem er fuldkommen i elementernes vold, og så er det ens opgave at fange momentet, så man kan levere det bedst mulige portrætfotografi til kunden.

Thomas Laursen 06 2
Thomas Laursen 06